De fleste af os har følelser og reaktioner, som vi helst var foruden, fordi de skaber problemer i forhold til andre, eller fordi vi oplever, at de i sig selv er ubehagelige og går ud over vores livskvalitet.
- Løber din vrede eller irritation f.eks. sommetider af med dig overfor dem du holder af, selvom du udmærket godt ved, at den ikke fører til andet end en dårlig stemning eller sårede følelser?
- Eller bliver du selv let såret over noget, som andre siger, gør eller måske ikke gør, selvom du med din forstand godt ved, at du ikke behøver at tage det personligt?
- Bliver du sommetider ramt af en ked-af-det-hed, usikkerhed eller bekymring, som du efterfølgende i bagklogskabens klare lys godt kan se, er ude af proportion med den situation, som udløste den?
- Eller er der andre af dine følelser, som du gerne ville have mere styr på?
I så tilfælde har du det som hundrede tusindvis af andre mennesker, som igennem barndommen og opvæksten har lært at forholde sig til deres følelser og reaktioner på en uhensigtsmæssig måde, der i mange tilfælde har negative konsekvenser for både deres sociale liv, deres helbred og for deres livskvalitet i almindelighed.
